Åbningstale til Idræts- og Kulturfestival 2023 for Team 2010

Åbningstale på Kalvøen til TEAM2010s Idræts- og Kulturfestival 2023 den 16. august med mere end 120 deltagere og frivillige. 

 

Kære festivaldeltagere, kære alle sammen.

Dejligt igen at være her på Kalvøen sammen med jer og en stor glæde, at jeg om lidt officielt kan åbne årets Idræts- og Kulturfestival for TEAM2010.

Hvor er det skønt at se så mange glade mennesker her i Frederikssund i dag. Alle de tidligere år har festivalen her skabt en enorm glæde, entusiasme, og ikke mindst socialt samvær blandt alle jer deltagere. Sammenhold, samspil og samhørighed på tværs af alder, idrætslig formåen og baggrund, er det unikke ved denne festival. Her bliver mange bånd knyttet og nye bekendtskaber, kammeratskaber og venskaber – bliver helt sikkert skabt. 

I dag er vi samlet omkring 120 personer, hvoraf ca. 100 skal deltage aktivt i festivalen. Dagens aktiviteter bliver afsluttet med en stor fest, hvor et band spiller op til dans senere på aftenen. Jeg ved at I glæder jer til festen i aften.Vi har repræsentanter fra mange forskellige  botilbud i dag.

Det er dejligt at se, at så mange vælger at prioritere denne dejlige dag på Kalvøen. I den forbindelse en stor tak til personalet på de forskellige botilbud, der sørger for, at denne dag bliver speciel dejlig for mange TEAM2010´ere. En særlig stor tak skal lyde til hele TEAM2010´s bestyrelse, der sørger for, at denne festival overhovedet kan blive til noget. Det er et stort arbejde at stable sådan et arrangement på benene – godt gået! 

Dagens aktiviteter er meget varieret og mangfoldige – hvilket er i tråd med hele idéen bag festivalen. For uanset, om man spiller petanque, krolf, fodbold eller maler på sten, så lever OL-ånden i Idræts- og Kulturfestivalen om, at det ikke (nødvendigvis) handler om at komme først, vinde en kamp, ramme præcist eller skyde hårdest.

Det vigtigste er, at alle kan være med – uanset niveau, forudsætninger og ambitioner. Jeg håber, at I alle får en fantastisk dejlig festival. 

Det er derfor en stor ære for mig at kunne erklære årets Idræts- og Kulturfestival 2023 for åben!