Indlæg på byrådsmøde
Hele 63 to-værelsesboliger, 90 tre-værelses boliger, 46 fire-værelses boliger samt et fælleslokale på næsten 300m2 til de almene boliger i Vinge. Det er en af de helt gode dage, når vi endelig kan sige ja tak til skema B og dermed sætte byggeriet igang.
Et alment boligbyggeri, der betyder at Vinge Centrum nu endelig begynder at tage form og ikke mindst et byggeri, der betyder at 198 familier nu kan se frem til en ny, almen god bolig, tæt ved S-toget.
Tak til Rosenvænget og Domea for lige til det sidste at arbejde med tegningerne for at sikre en god planlægning og et godt og solidt byggeri for de tre boligområder samt parkeringshuset. Hver boliggruppe indeholder en fin variation af bygninger, helt i tråd med den gældende lokalplan - punkthuse, rækkehuse, vinkelhus og længdehus. Alle med privat, semiprivat og/eller fællesarealer. Det er´ godt det her.
Super er det også, igen efter gældende lokalplan, at parkeringen kommer til at foregå i et parkerinsghus, så bilerne ikke optager den plads, der skal gå til de grønne fællesskaber.
Vi socialdemokrater stemmer med stor glæde JA til punktets indstillinger om at godkende skema B og økonomien og dermed sætte byggeriet i gang.