Beretning for 2018

Beretning 2018 for den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Denne beretning er udarbejdet med god og solid hjælp fra alle byrådsgruppens medlemmer og det kendetegner den socialdemokratiske byrådsgruppe i 2018; et godt samarbejde og sammenhold, når det virkelig gælder.

EN TURBULENT START

Sammenhold og samarbejde var der virkelig brug for, da vi tog hul på 2018. Frederikssund Byråd havde stået hårdt på den økonomiske bremse i december 2017. Vinge frustrationerne var på højeste gear og de to nye gruppemedlemmer blev fra dag et kastet ud i de mange politiske spil. Der manglede 163 millioner i kassen, da indtægterne ikke var kommet ind ved salg af jord i Vinge.  Det vil sige, at Venstre og Co. havde budgetteret med store beløb, som der nu ikke var dækning for. Alt hvad der kunne sættes på pause, blev sat på pause, men ikke vores spørgelyst. Der var så meget ubesvaret i hele den lorne sag. Derfor stillede vi 25 spørgsmål til borgmesteren, som vi efter lang tid fik de svar på, som vi kunne. Vi fik sat stort pres på, at der blev vedtaget ikke uvæsentlig kritik af administration og borgmester efterfølgende. Flertal kunne vi ikke skaffe for direkte sanktioner. Det må vælgerne klare ved næste kommunalvalg.
Økonomien var ad helvede til. Kassen var tom og likviditeten ikke noget at skrive hjem om. Sikke en start på 2018 og den nye byrådsperiode.

ØKONOMI OG UDSALG

Tom kasse, salg og øgede udgifter

Likviditeten var og er ringe, så selv om den økonomiske katastrofeopbremsning december 2017 hjalp på tallene, så skulle der penge i kassen. Alt hvad der kunne sælges blev sat intensiveret til salg i 2018, og der er kommet godt 40 millioner i kassen på den konto samt færre udgifter til vedligeholdelse mv. Det har dog ikke skabt et større råderum her og nu, og det råderum, der var i sigte til nye anlæg forsvinder også ganske langsomt i øgede udgifter på ældreområdet, på socialområdet og på det specialiserede børneområde. Der ligner vi såment alle de andre kommuner. Vi ligner der imod ikke de andre kommuner, som godt ved at kulturen er en væsentlig driver for vækst og udvikling. Helt uden vores stemmer besluttede et spinkelt flertal i byrådet at sætte Fioma til salg til nedrivning og boliger. Vi ønskede selvfølgelig både boliger og et nyt Fiomaværk med hovedbibliotek og mangfoldige kulturoplevelser.

Vinge
Udviklingen af Vinge har taget meget tid og optaget mange. Efter at aftalen omkring Vinge C. blev annulleret og indtægterne ved jordsalg ikke kom i hus, har det været yderst vigtigt for den socialdemokratiske gruppe at presse på for at få alle detaljer lagt på bordet før der blev truffet nogen som helst nye beslutninger. Ingen tvivl om, at både visionen omkring Vinge samt Vinge Station, nu i en meget skrabet model, er grundlæggende for interessen for at købe, bygge og bo. Vi har i 2018 tilbagekøbt, men samtidig også solgt endnu flere grunde til god pris i Deltakvarteret, hvor familier i dag har bygget og bor. Desuden har vi i byrådet forberedt yderligere salg af arealer både i Vinge C og nord for stationen med Økonomiudvalget som følgegruppe og hele byrådet inddraget på månedlige temamøder. Det går langsomt. Meget skal falde på plads. Pengene er få og skal passe, men kommunalt jord er der rigeligt af.

Budgetaftalen 2019
Efter en stor lukkethed omkring Vinge, fik vi en total åbenhed omkring budgetlægningen. Et stor sparekatalog blev allerede i foråret offentlig og mange gik i gang med at forholde sig til den økonomiske virkelighed. Jeg er som gruppeformand meget tilfreds med hele den socialdemokratiske byrådsgruppes seriøse arbejde og ikke mindst samarbejde både internt og med partiforeningens medlemmer samt borgerne omkring prioriteringer. Vi fik tidligt lavet og offentliggjort et godt politisk udspil, men borgmesteren valgte at sende så godt som hele sparekataloget i høring. Vi fandt det useriøst og havde flere gange opfordret til at pille de værste tiltag ud, men ak nej. Derfor havde vi også fart på med at realitetsforhandle et ansvarligt budget, og det er nemt at se de mange røde striber i budgettet trods alt fik. Intet nævnt, intet glemt.

PLANLÆGNING OG MILJØ

Nye lokalplaner

Der er mange ønsker om at rive ned, bygge nyt og bygge om og tit kræver det nye lokalplaner eller dispensationer fra de gældende. Park Teatret har nu fået mulighed for udbygning og udeservering. Kultur og havnebadet har fået en lokalplan og der er blandt andet tre store blokke på vej bag Attendos byggeri på A. C. Hansens Vej. Byggeriet på Oppe Sundby Skoles areal er godt i gang. Boligblokke er på vej på og omkring Kocksvej. Cirkuspladsen i Skuldelev kan nu se frem til boliger og ny butik. Nye boliger kommer i Jørlunde, på Hillerødvej samt på Thorstedlund. Ikke altid er vi enige om, hvor meget der bør tillades eller hvor højt det bør være, men vi har nogle gode diskussioner om udviklingen af byerne og boligområderne. Derfor har der også været mange snakke om både delegationsplaner og servicemål.

Grøn Plan
Mindre heldigt er det gået for vores naturområder og det af os i sidste periode igangsatte arbejde om at få en grøn plan for kommunen, udarbejdet sammen med borgerne. Flere gange er arbejdet blevet udskudt eller skudt i sænk med mange forklaringer. Vi savner en samlet og fremadrettet plan for de mange grønne områder. I stedet fik vi endnu en negativ sag, da en fredet rørhøg-rede blev ulovligt fjernet af kommunen, selv om de havde fået et vink med en vognstang. Det har ikke fremmet samarbejdet og sidst på året dukkede diskussionerne op omkring Kignæsbakken, da kommunen havde givet dispensationer uden at høre det politiske fagudvalg.

Bevaringsværdi
Der har der imod været et godt samarbejde med aktive borgere om at få SAVE-registeret bevaringsværdige huse og kulturmiljøer i både Skibby og Slangerup. Det giver øget opmærksomhed på, hvad der er værd at renoverer og passe på. Alligevel bliver gamle bygninger, tit med snævert flertal, anbefalet revet ned som for eksempel Jørlunde Præstegård.

Grusgrave og terrænreguleringer
Med al den byggeaktivitet er der brug for grus og meget jord i overskud. Vi har oplevet mange ansøgninger om terrænreguleringer, hvor vognmænd ønsker at kører ekstra jord på landbrugsarealer, og samtidig bliver nogle af vores landsbyer og naturområder kraftigt udfordret af planlægningen af nye grusgrave. Vi siger fra, men har desværre få muligheder som lovgivning er lige pt. 

Diger
Utrygheden er stor, når efterårsstormene er voldsomme og presser vandet ind i fjordrene. Derfor har vi presset på for at få digeprojekterne ud over rampen og bakket op omkring et hvert projekt, der er kommet frem. Haldor Topsøe er godt på vej til at sikre deres fabriksanlæg. Kulhuse og Hyllingeris har vores opbakning, men allerhelst så vi at staten trådte til med større regionale løsninger.

ENERGI SAMT VEJE OG ANDRE ANLÆG
Også Teknisk Udvalg har flere gange drøftet delegationsplanen. Hvad skal/vil politikerne bestemme og hvad bestemmer administrationen? En nødvendig diskussion om politiks råderum og styring.

Nye navne og vedligehold
Er der noget, som kan optage politikerne, så er det hvad vejen skal hedde samt hvordan der bliver ryddet sne, når den en sjælden gang kommer. Saltlage har nu afløst salt, både billigere og mere miljøvenligt. Vi joker lidt med det, men engagerer os ikke mindre af den grund. Alfabetvej, Onsved Omfartsvej, COROs Plads og Vinge Boulevard er blot et par af de nye veje, som vi har fået i 2018, og så blev Færgevej endelig færdig. Så godt for de mange, som bruger vejen hver dag.

Energiinvesteringer og mindre CO2
Siden 2009 har vi arbejdet målrettet på at bruge mindre energi både pga. økonomien og ikke mindst for at mindske CO2 udledningen. Nye lyskilder, nye opvarmningskilder, renoveringer og udskiftninger har gjort at vi mere end opfylder de opstillede kriterier. Vi har sparet miljøet for 35 % CO2 siden vi begyndte og 2,1 % fra 2016-2017. Vi fortsætter arbejdet og ser frem til næste CO2-redegørelse.

Den grønne omstilling
2018 er også gået med at få et nyt og endnu bredere kommissorie for kommunens Klimaråd. Retningslinjerne er nu på plads og følger nu byrådsperioden og vi glæder os til de nødvendige input til den grønne omstilling, hvor der er tydelig forskel på Venstre og os. Venstre vil blot lave en helt helt overordnet politik. Vi har der imod fremsat konkrete tiltag og muligheder. Vores håb er at få alle partier til at bakke op omkring en ambitiøs Klimapolitik med konkrete mål i løbet af 2019. Det skal lykkes for vores børns skyld.

 

Affald som ressource
Det er alt i alt blevet til 23 små nærgenbrugsstationer over hele kommunen, hvor alle nu kan aflevere pap, papir, glas, metal, plast samt batterier. Borgerne i Frederikssund Kommune er supergode til at sortere, men nye krav gør, at vi skal blive endnu bedre. Alternativet var at hver enkelt husstand skulle have haft endnu flere spande stående, så her og nu har vi valgt de 23 fælles anlæg. Også etageejendomme og de kommunale institutioner skal til at sortere endnu mere. Alt hvad der bliver samlet ind, bliver afsat til private virksomheder, der har budt på opgaven og som ikke mindst genanvender materialerne til gavn for miljø og klima. Det gælder også vores madaffald, der bliver til biogas og som nu har fået nye og bedre grønne poser.

Cykler, biler og fart
Vi får mange henvendelser fra borgerne om at der bliver kørt al for stærkt eller at det er utrygt at være cyklist eller fodgænger, men også henvendelser om uønskede hastighedsdæmpende foranstaltninger. Derfor er vi i gang med at se på fart i byerne og boligkvartererne og fortsætter med dette arbejde i 2019 i håb om, at der også bliver penge til et par skilte eller fem. Penge var der dog til præmier til et par 0.-klasser, som havde vundet trafikpræmier og is og præmier til de mange 5. klasser, som havde cyklet til UG.

 

Busser og flextrafik
Penge er der ej heller til at opretholde driften af de busser, som i dag kører. Det er simpelthen blevet dyrere at køre de mange afgange, så vi skal endnu en gang skære. En meget lidt populær opgave, som vi ikke kan blive ved med at undgå.

Rotter og vandforsyning
Rotter kan man ej heller undgå. De bliver flere og flere. Derfor vil vi have et samarbejde i stand med Novafors, så vi med blandt andet mekaniske fælder kan komme de små bæster til livs. Skibby Vandværk ville også kalken i vandet til livs. Der er meget delte meninger om hvordan og hvorledes, men vandværket fik i 2018 muligheden for at eksperimentere. Det ønsker vi dog ikke med det rene vand og vi var derfor oppe på dupperne, da der blev fundet giftstoffer i boringer her i kommunen. Vi kommer til at følge det nøje, lige som vi ønsker at komme tættere på de beslutninger og investeringer, der tages og koster i Novafors.

 

Flere muligheder og forfald
I løbet af 2018 er der blevet flere muligheder for at drive handel på gader og stræder i Frederikssund By, flere bænke i gågaden og mulighed for mere udeservering på havnen. Alt sammen med til at styrke byens liv. Det styrker imidlertid ikke byerne, at de kommunale bygninger og anlæg forfalder og det gør de. For lidt penge til almindelig vedligeholdelse af både havneområdet, bygninger, veje og fortov gør at vi mister den kapital, som disse ting udgør, men tit og ofte er det her at der bespares, så andet ikke skal lide nød. 

ARBEJDSMARKED OG ERHVERV

De unge og erhvervsuddannelserne
Aktiviteten på arbejdsmarkedet er heldigvis høj i disse år, ja så høj, at flere brancher melder om besværligheder med at få den nødvendige arbejdskraft. Også her i Frederikssund Kommune og i regionen er der høj aktivitet. Vi har gennem 2018 fortsat strategien om at få endnu flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Den nationale målsætning er, at 25 % af en ungdomsårgang skal søge ind på en erhvervsuddannelse i 2020. Det nåede vi her i Frederikssund allerede i april 2018, idet hele 26 % søgte en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse. Det giver os forhåbninger om, at vi også kommer i mål med 2025 målsætningen om 30 % af en ungdomsårgang der vælger en erhvervsuddannelse. Med en gennemført erhvervsuddannelse får de unge en solid trædesten ind i voksenlivet. I årene der kommer vil der være stor efterspørgsel af medarbejdere med en erhvervsuddannelse.
De gode resultater skyldes et stærkt samarbejde mellem erhvervsskolerne og kommunens virksomheder, hvilket blandt andet blev manifesteret gennem afviklingen af Campus XL i september måned, hvor rigtig mange unge mødtes med virksomheder. At der nu også udbydes flere erhvervsuddannelser her i kommunen har også stor effekt på den positive udvikling.

Flere i job end på forsørgelse

På det beskæftigelsespolitiske område har vi også i 2018 arbejdet ud fra målsætninger om at opnå at flere kommer i job end på forsørgelse af det offentlige. I Jobcenterregi er man naturligvis forpligtiget til at arbejde i forhold til lovgivning på området. Gennem årene er der sket en løbende ændring i, hvor meget staten yder i refusion til kommune i forhold til de forskellige typer af overførselsindkomster. Hvor staten for år tilbage stod for en stor del af finansieringen af udgifter til overførselsindkomster, er vi nu i den situation, at det rent faktisk betyder ikke så lidt for kommunens samlede økonomi, hvor mange der er på de forskellige ydelser, herunder også førtidspension. Det er de politiske og økonomiske realiteter, der er afsættet for de målsætninger der arbejdes hen imod i arbejdsmarkedspolitikken. I lighed med tidligere år satser vi på, at andelen af befolkningen på offentlig forsørgelse i kommunen er lavere her end i de kommuner vi normalt sammenligner os med.
Målsætningerne om at hjælpe så mange i beskæftigelse som muligt, betyder også at vi er opmærksomme på, at medarbejdere ikke mister tilknytningen til arbejdsmarkedet i forbindelse med sygdom. Nogle steder har overenskomsterne eller pensionsordningerne vedtagne politikker på området. Andre steder ikke, så her kan kommunen træde til. Arbejdet med at bringe ledige i job er mangfoldigt og afhængig af, om folk kun har ledighed som problem, eller måske også et tilhørende misbrug.

Erhvervs- og turismepolitik
Vi har arbejdet for en aktiv og lokal forankret erhvervs- og turistpolitik, men i midten af december 2018 kom der en politisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om erhvervsfremme og turisme. Konsekvenserne er at man flytter de opgaver regionerne har koordineret for kommunerne, væk fra regionerne. Samtidig skærer man i bloktilskuddene til kommunernes forbrug på disse to aktivitetsområder. Der skal etableres 6 erhvervshuse som skal betjene/understøtte virksomhederne, vækst og udvikling i Danmark. Det betyder at nogle af de opgaver kommunen tidligere at fået udført via Frederikssund Erhverv, skal løses andre steder og tilskuddet til kommunen til erhvervspolitisk arbejde nedsættes. Hvad angår turismeområdet, sker der også nødvendige ændringer og vi skal træffe beslutning om, hvilke øvrige turismeorganisationer vi skal samarbejde med fremover.

Så alt i alt kommer vi til at stå overfor store forandringer i året 2019 samtidig med at der er en markant mangel på rækkevidde af de politiske beslutninger indtil dato.

BØRN OG OPVÆKST

I Frederikssund Kommune er dagtilbud nu organiseret under områdeledelse, fordelt på fem områder med 51 dagplejere for 0-3 årige og 31 børnehuse med børn i alderen 3-5 år eller 0-5 år. Der er to selvejende institutioner, to puljeinstitutioner, en privat børnehave samt 13 selvstændige børnepassere.

Mad i vuggestue og børnehave
I Frederikssund Kommune betragtes vuggestuebespisning ikke som en obligatorisk del af hverdagen i børnehusene. I dagplejen er alle måltider til børnene en del af taksten.

Forældrebestyrelserne i børnehusene skal ved afstemning løbende beslutte, om de ønsker en madordning for vuggestuebørn og børnehavebørn. Hvis forældrebestyrelserne ikke fravælger ordningen, bliver den obligatorisk for det enkelte børnehus. Forældrene i Skuldshøj børnehus i Frederikssund Nord har i både vuggestue- og børnehaveafdelingen, til valgt det kommunale frokostmåltid for 2019-2020. Det er kommunens § 60 køkken i Hillerød, Mad til Hver Dag, der leverer maden. Forældrene betaler ca. 600 kr. pr. barn om mdr. for at være med i ordningen. Det sikrer alle børn i børnehuset en sund og varieret kost.

På besøg i børnehusene
Opvækstudvalget holder møder på skift i børnehusene og har været på besøg i 2 specialtilbud. Stjernen, der hører under område Slangerup, har plads til 6 børn. Målgruppen er børn med kontaktforstyrrelser inden for autismeområdet. Åkanden, der hører under område Frederikssund Syd, har plads til 15 børn. Målgruppen er børn med vedvarende generelle udviklingsvanskeligheder. Pladserne finansieres fuldt ud via takstbetaling, og er således dækket ved salg af pladser til kommunens egne børn og børn fra andre kommune.

Udover har opvækstudvalget besøgt 7 andre børnehuse i løbet af 2018, et af dem var Slotsgården børnehus i Jægerspris, et fantastisk børnehus der ligger på Slottet med en dejlig natur legeplads. Børnehuset Strandstrædet i Slangerup er vores eneste Idrætsbørnehus. De har stor fokus på bevægelse, alt i huset må benyttes til at kravle på. Hallen SIK bliver ofte brugt til leg og bevægelse. Svømmehallen benyttes en gang om ugen, med undervisning og leg. 

Nyt børnehus i Skibby
Der er i budgetperioden 2015-2019 samlet afsat 27,8 mio. kr. til opførelse af nyt børnehus i Skibby, som skal stå klar sommeren 2019 så Børnehuset Nordstjernen, Børnehuset Skolevejen og Børnehuset Skibbyssen kan flytte ind.

I forbindelse med dette, skal det nye børnehus have et navn. Arbejdstitlen er pt. “Skibby Børnehus”. Forældrebestyrelsen i området og forældrene til de børn der skal gå i børnehuset involveres i processen.

Trivsel
Som en del af det politiske fokus på trivsel og den faglige udvikling på børne- og ungeområdet, hvor børn og unge i størst mulige omfang skal forblive og opleve sig som en værdsat og aktiv deltager, er der behov for en fælles strategi på 0-18 års området.

Socialdemokraterne mener at trivsel er et meget vigtig fokus område.

Trivsel skal forstås som det, at have det godt fysisk, kognitivt, psykisk og socialt, blive udfordret tilpas, opleve tryghed, have tiltro til egne evner og at have følelsen af at være en værdi i sig selv som menneske. Fællesskaber/trivsel eksisterer på tværs af de sammenhænge, som barnet eller den unge bevæger sig i, i hjemmet, i institutionen og i fritiden. Det enkelte barn eller ung skal være en fysisk, faglig og social del af fællesskabet. Følelsen og oplevelsen af at høre til, være accepteret og have betydning, er det grundlæggende/afgørende.

Projekt om læringsmiljøer

Implementeringen af og arbejdet med den styrkede læreplan foregår gennem projektet Levende Læringsmiljøer og skal sikre sammenhæng mellem læringsmiljø, pædagogik og børns udvikling. Der arbejdes med børneperspektiv, børnesyn, at styrke fagligheden, og udvikle den pædagogiske kerneopgave.

UDDANNELSE OG SKOLER

Der manglede penge
Arbejdet i Uddannelsesudvalgets i 2018 har været præget af budgetforliget fra 2017, der indebar kraftige besparelser på specialskoleområdet, besparelser på familieområdet og såkaldte demografireguleringer med reguleringer for faldende elevtal, der fuldstændig var ved at trække tæppet væk under skolernes økonomi. Således kiggede vi fra årets start ind i en virkelighed, hvor der årligt manglede 10 mio. kr. på familieområdet, 16 mio. til folkeskolerne og 10 mio. kr. til specialskolerne. Godt 100 mio. kr. over de næste fire år.

Et af socialdemokratiets primære fokuspunkter igennem året har derfor været at sikre tilstrækkelig økonomi og den fornødne ro på de tre områder.
 
Nej til skolelukninger

En af de lette løsninger for de borgerlige partier var naturligt nok at foreslå at lukke de små skoler i Hornsherred – en løsning som for os var helt utænkelig. Heldigvis har vi, som i flere andre udvalg, næstformandsposten, så selv om der principielt er borgerligt flertal, så er det gennem godt politisk samarbejde og håndværk lykkedes at sætte dagsordenen i udvalget, og tilføre området et markant økonomisk løft.

116 millioner de næste fire år

Således har området over de næste fire år fået tilført 116 mio. kr., fordelt med blandt andet 45 mio. kr. til folkeskolen, 48 mio. kr. til specialskolerne og 17,4 mio. kr. til familieområdet og de trængte børn og familier. Det er socialdemokratisk politik, når det er bedst.

Endelig bruger vi 5,9 mio. kr. på, at alle skolebørn i løbet af de næste tre år bliver udstyret med enten PC eller iPad som personligt arbejdsredskab. Dermed skulle vi gerne få lukket diskussionen om hvorvidt der er klassesæt med computere nok på skolerne, og der er fremover ikke forskel på standarden fra skole til skole.

Besparelser og sammenlægning
Der var dog også en pris som skulle betales med budgetforliget, for skattestigningen gør det ikke alene, når regnestykkets indtægter og udgifter skal balancere. En del af ligningen er derfor besparelser på ungdomsskole og ungdomsklub med samlet 5,7 mio. kr. over fire år, og så øges forældrebetalingen på SFO, lige som der indføres behovspasning i ferier i såvel fritidsklub som SFO for at få enderne til at nå sammen. Endelig arbejdes der videre med sammenlægningen af Jægerspris Skole på én matrikel, og flytning af både Skolen i Herredet fra Ferslev og Kølholm til Jægerspris Skole.

SOCIAL OG SUNDHED

Forebyggende hjemmebesøg

Der er indført et nyt koncept for forebyggende hjemmebesøg, hvor de almindelige forebyggende hjemmebesøg bliver suppleret af nogle fælles tilbud for ældre. Det ser ud til at fungere godt og vi følger det nøje.

Særligt tilrettelagt undervisning
STU har været i nødvendigt udbud grundet opgavernes størrelse, og vores eget tilbud på Højagergaard er fortsat med, hvilket har været vigtigt for os. 

Alkohol- og andet misbrug
Vi har fokus på alkoholmisbrug, og det er lykkedes rigtig godt at få Novavi, som er dem, der på vegne af Frederikssund Kommune varetager behandlingen, til at etablere et samarbejde med den frivillige forening LUFT, som støtter bl.a. børn og unge til forældre med misbrugsproblemer.

Kommunens sundhedspolitik er udmøntet i konkrete handleplaner, hvor rygning, alkohol og overvægt er mest i fokus. Disse fokusområder vil vi kunne se afspejle sig i en række konkrete initiativer i kommunen fremover. Bl.a. har socialdemokraterne fået indført en sundhedsuge i kommunen, som nu er under planlægning, og som afvikles for første gang i 2020.

Voksne med behov for hjælp

Voksenområdet er meget under pres. Flere skal have hjælp og det koster rigtig mange penge. Derfor arbejdes der meget med at give borgere med særlige behov, støtte og hjælp i hjemmet frem for midlertidige ophold på kommunale pladser, og med at tilbyde midlertidige ophold frem for hurtigt at tilbyde fx plads på et bosted. Ud over, at kommunen kan spare penge ved at være dygtige til at hjælpe borgerne i eget hjem, kan det også være en langt mere værdig måde at være borger på. De fleste vil gerne kunne klare sig i egen bolig, og dem, der ikke kan, skal vi hjælpe. Et nyt rådgivningshus på Kilde Alle´åbner i februar måned 2019. Dette tilbud til sårbare borgere har været undervejs i et stykke tid. For socialdemokraterne er det vigtigt, at vi hjælper borgerne på en god og værdig måde, og vi har store forventninger til rådgivningshuset.

Sunde tænder

Tandklinikstrukturen på børneområdet har været diskuteret i nogle år. Vi er nødt til at sikre en ordentlig kvalitet og en ordentlig faglighed på dette område. 5 klinikker er blevet til 3, og vi håber, det kan være med til at fastholde dygtige medarbejdere og sikre sunde tænder hos børnene.

Ny politik og nye standarder
En ny Handicap- og Psykiatripolitik er på vej. Der er behov for at arbejde med flere områder bl.a. det med at man skal have den samme sagsbehandler. Mange skift skaber utryghed og det vil vi gerne lave om på. Socialdemokraterne drøfter også, hvordan vi fremadrettet sikrer ordentlige forhold for borgere med handicap og psykisk sygdom. Vores politik vil kunne afspejle sig i de handleplaner, der skal gøre den nye politik til en realitet.

Socialdemokraterne er optaget af, at kommunens kvalitetsstandarder er nemme at forstå og nemme at bruge for borgerne og for medarbejderne. Derfor er der igangsat en proces, hvor forvaltningen arbejder med at få ændret kvalitetsstandarderne, så de lever op til det, vi politisk gerne vil have. Det handler om kvalitetsstandarderne både på social- sundhed- og ældreområdet.

VELFÆRD

Pladser nok
Der er i 2018 blevet lavet en ny Værdighedspolitik, hvor pårørende nu også er omfattet. En god og værdig ældrepleje er vigtig for os, ligesom de tilbud, der giver de ældre mulighed for fællesskaber og aktiviteter.

Det nye private Attendo plejehjem, der åbner i 2019, har givet os nogle udfordringer i forhold til at kunne gennemskue vores fremtidige behov for plejeboliger. Socialdemokraterne vil gerne bevare de kommunale plejehjem, og mener ikke, man kan og skal tjene penge på pleje og omsorg. Så vi holder meget skarpt øje med udviklingen.

Smarte hjælpemidler
Velfærdsteknologien er i rivende udvikling. Byrådet, Ældrerådet og Handicap- og Psykiatrirådet har sammen været på en tur rundt i kommunen for at se på, hvordan der arbejdes med velfærdsteknologi og smarte hjælpemidler i det hele taget. Vi mener, det er et vigtigt område, da det giver borgerne en større uafhængighed og højere kvalitet. Samtidig aflastes personalet og der kan bruges tid på det, der er vigtigt for borgerne.

FRITID OG KULTUR

Ingen penge

Det altoverskyggende tema i 2018 har været manglen på penge, både i kommunen i almindelighed, men så sandelig i særdeleshed i fritids- og kulturudvalget. Den 20. dec. var skæringsdatoen. Her blev alle de aktiviteter, det var muligt at standse, standset, så det var også en fuldstændig tom fritids- og kulturkasse, der mødte udvalget på det første udvalgsmøde i januar. Drømmene var væk; intet brydecenter, intet sejlsportscenter, idrætsbyen begrænset til svømmehal, ingen idrætscentre i Skibby og Jægerspris, ingen kulturpris, stop for talentudvikling, minimalistisk teaterfestival, ingen puljer at dele ud af, osv. osv. osv. Det lader vi os ikke slå ud af som socialdemokrater og hvad gør man så? 

Tager på rundtur i kommunen for at besøg diverse kulturhuse, idrætsanlæg, biografer, museer og teatre med mere.

Udvalget havde dog arvet enkelte emner, som der under alle omstændigheder skulle behandles og arbejdes med:

  • Projektafklaring af kultur- og havnebad
  • Kulturhusstrategi, et politisk ønske – ’nedarvet’ fra det gamle udvalg’ - om at Elværket, Rejsestalden og bibliotekerne samarbejder om kultur-aktiviteter, og for de tre aktørers egne midler – et emne vi godt kunne have undværet.
  • Evaluering af talentarbejde.
  • Ansøgning fra Vikingespillet om brug af Kalvøen
  • Afvisning af de fleste ansøgninger – få blev dog oversendt til budget 2019, fx en pulje til at dække evt. underskud for de tre store festivaller Snake City Jazz, Hornsrock og Frederikssund Festivalen samt en ansøgning til ’Musik mellem fjordene’.

Man fristes til at tale om ’det forsømte forår’, for det var et forår uden meget at glæde sig over og uden mange muligheder for at sætte socialdemokratisk kultur-aftryk.

Lige inden sommerferien lykkedes det dog at få landet en aftale om kulturstrategien, som vi kan være godt tilfredse med, taget i betragtning, at vi jo er i undertal i udvalget.

Nye private sponsorer og nye kulturmidler
Efteråret gav dog et par sejre, idet det både lykkedes at finde to samarbejdspartnere Bluebox og tømrerfirmaet Chris Kristensen til hhv. at videreføre talentarbejdet for teatertalenterne fra JAS, Slangerup-scenen og Vikingespillet samt at uddele kulturprisen, og at overbevise Venstre om, at det var en god ide med disse to samarbejder. Det lykkedes også at få gennemført en (amputeret) teaterfestival, bla. fordi vi kunne trække på teatertalenterne.

I vores budgetoplæg gik vi efter at få genindført både kulturpuljen samt idræts- og spejderfacilitetspuljerne og det lykkedes som bekendt. Vi fik også gennemført en fast pulje til at dække musikfestivalernes eventuelle underskud samt at foreningen ’Musik mellem fjorden’ fik en bevilling for 2019.

Fritidspolitik og nye kriterier forberedes
I november 2018 havde vi et virkelig godt møde mellem Folkeoplysningsudvalget, Fritids- og kulturudvalget og samrådene (kultur, idræt og spejderne) om en ny fritidspolitik, der skal færdiggøres i løbet af 2019 og vi fik på baggrund af det fortsatte teatertalentarbejde mulighed for at søge en statslig kulturpulje om udvidet talentarbejde, hvor også Musikskolen er involveret.

På baggrund af genindførslen af de to puljer, skal der fastlægges kriterier for ansøgninger hertil, så mens der i januar 2018 kun var en mørk tunnel at se ind i, så kan der i januar 2019 alligevel skimtes lidt lys for enden.

Vi vil stadig arbejde for at styrke motionstilbuddene til kronikere og til vore handicappede borgere, genetablere talentudvikling for musikskole, billedkunst og idræt, og få genstartet idrætsbyen, så de klubber der trænger mest tilgodeses, fx bryderne og man har da lov at håbe på, at få skabt et flertal, så det også lykkes.

BY OG LAND
To socialdemokratiske pladser blev det til i udvalget for By & Land. Et helt nyt udvalg. Ikke prøvet før. Det tager udgangspunkt i sammenhængskraften mellem by og land i kommunen. Vi undersøger hvordan vi kan understøtte vores landsbyer, hvad der får mennesker til at bosætte sig her og hvilke funktioner der skal være i by og land.

Vi har haft en lang række møder, besøgt diverse landsbyer, bydelsforeninger og engagerede lokale borgere. Det har været rigtig spændende at lytte til mennesker for at opleve, hvad der skal til for at man bor i landsbyer, ikke mindst yngre ny tilflyttede, og hvad der har fået dem til at bosætte sig i en af landsbyerne i vores kommune. De har en lang række praktiske udfordringer, bl.a. busdrift, skoler i nærområdet, lægehjælp og manglende indkøbsfaciliteter.

Der har ikke været meget praktisk sagsbehandling, men mere muligheden for at se ting i helikopter perspektiv og det har været super interessant at deltage i.

Udvalget håber efter at have besøgt flere af landsbyerne, at komme med en redegørelse for hvad der er unikt ved vores landsbysamfund, og hvad vi kan gøre for at understøtte dem. 

FOLKEOPLYSNING
2018 har været præget af genopretningsplanen, der betød en besparelse på 500.000 kr. på udvalgets samlede ramme. Det svarer til små 7 pct., hvilket er meget for et udvalg, der har ansvaret for tilskud til alle vores idræts- og kulturforeninger, spejdergrupper og aftenskolerne – og ikke mindst at hædre vores talenter.

Aktiv Fritid og Fritidspas

For ikke at skulle skære for dybt i basistilskuddene til foreningerne, så valgte Folkeoplysningsudvalget derfor at nedsætte ambitionsniveauet for udgivelsen af hhv. Aktiv Fritid og Fritidspasset. Fritidspasset til 6.300 børn og unge i alderen 6-20 år blev, med tilbud om at prøve en række foreningsaktiviteter gratis, derfor kun et postkort som blev uddelt via skolerne. Programmet Aktiv Fritid med årets tilbud fra 176 foreninger og aftenskoler blev også barberet kraftigt ned i størrelse, og ikke husstandsomdelt, men kunne hentes på bibliotekerne, i kulturhuse, idrætsanlæg osv., lige som foreningerne selv kunne få et oplag til uddeling.

PÅ VEJ IND I 2019
Hvor er vi så nu? Kim Rockhill har ved årsskiftet 2018/2019 forladt byrådsarbejdet efter 33 år og Lars Jepsen er nu en del af gruppen igen. Tusind tak til Kim og velkommen til Lars. Vi har byttet om på nogle af posterne i den anledning og har haft en god evaluering af gruppens arbejde det første år i denne periode. Vi har fået skrevet en del FB-opslag og læserbreve, holdt medlemsmøder med mange fremmødte, deltaget i gadearrangementer og haft mange, mange gode snakke med folk om, hvad de ønsker sig af Frederikssund Kommune både på gaden, via mails og ved at deltage aktive i lokalsamfundet. Vi har delt honninghjerter ud og taget de små og større kampe i diverse fagudvalg, råd, nævn og bestyrelser, og for hver gang kommer vi vores visioner og mål nærmere, som vi blandt andet har beskrevet i partiforeningens og dermed vore alles Valg- og Arbejdsprogram. Kommunens økonomi er stadig mere end anspændt. Vi lider under manglende balance mellem indtægter og udgifter og ikke mindst en borgerlig slingrekurs, når det gælder retning og ansvar. Det lader vi os ikke slå ud af. Tværtimod!

Mange socialdemokratiske nytårshilsener
Tina Tving Stauning
Gruppeformand