Beretning for socialdemokraternes arbejde i 
Frederikssund Byråd i 2019

Der har været travlhed blandt de socialdemokratiske medlemmer af Frederikssund Byråd. Mange gange har vi måtte være garant for, at beslutningerne kan tages på et mere oplyst grundlag end først fremlagt, og mange gange har vi set, at et borgerligt flertal alligevel har truffet beslutninger, som mange borgere er meget utilfredse omkring salg af fast ejendom, natur og planlægning, hvor dispensationerne er mange.
Tak til alle A-byrødderne for det store arbejde og for de indspark til denne beretning som er modtaget. 

Økonomiudvalget har behandlet hele 333 sager i det forløbne år og samarbejdet er godt på trods af politisk uenighed om mange sager. Der er kommet en ny kommunaldirektør til og vi kæmper for ordentlighed, offentlighed og gennemsigtighed i sagerne og beslutningerne.
Det er endelig lykkes at få gang i de almene boliger i Vinge og endnu en gang at få udbudt mindre arealer. Stationen er i gang samt en del vejanlæg og parkering ved stationen.
Budgetarbejdet gik med vores hjælp tilfredsstillende og vi tager gerne æren for, at alle partier blev samlet om et Budget 2020. Lange forhandlinger på mange niveauer og en aktiv og deltagende byrådsgruppe. Vi fik mange resultater i hus.

Udvalget By og land har været rundt i alle hjørner af kommunen, for at høre den enkelte borger om hvad de synes ville være vigtigt for netop dem og stedet hvor de bor. Møder er typisk holdt med de enkelte bylaug og foreninger i de enkelte byer. Udvalget har fundet det givende at tale med alle disse mennesker og afholdt en midtvejskonference for hele byrådet for at få input til en bosætningsstrategi. Udvalget finder, at potentialet i Frederikssund kommune er stort, men at vi skal være dygtigere til at udnytte vores potentialer- både i byerne og i landområderne. Både for kommende og nuværende indbyggere. Det kan skabe øget vækst og bosætning samt en oplevet glæde og attraktion ved at bo i hele kommunen. Udvalget ønsker blandt andet at skabe sammenhænge i kommunen, både mellem by og land og mellem lokalsamfund og at bidrage til attraktive lands- og bymiljøer- det skal være attraktivt at leve og bo overalt i Frederikssund kommune arbejder ud fra 5 temaer; Broen til fremtiden - Det gode sted at bo, arbejde og drive erhverv - Nærhed til offentlig og privat service - Regler med mening - Bedre digital infrastruktur

Opvækst-udvalget prioriterer forsat den tidlige indsats højt. Det er særligt de første år af vores liv, der er med til at forme vores fremtid. Derfor er der de seneste år sat en række initiativer i gang for at styrke kommunens indsatser på 0-6 års området. Specielt de første 1000 dage i et barns liv er helt afgørende. Derfor ønsker opvækst, at de første 1000 dage stadig er omdrejningspunktet for samarbejde og faglig udvikling af personale i daginstitutioner, dagpleje, tandpleje og sundhedspleje.
I sommeren 2019 stod det nye børnehus i Skibby klar til indflytning og børn fra Børnehuset Nordstjernen, Børnehuset Skolevejen og Børnehuset Skibbyssen flyttede ind. I forbindelse med dette skulle det nye børnehus have et navn. Arbejdstitlen har været Skibby Børnehus. Forældrebestyrelsen på området og forældrene til de børn der skal gå i børnehuset blev involveret.
Beslutningen endte med Børnehuset Savannen. Pædagoger og børn samt deres forældre glædede sig meget til at tage Savannen i brug.
Trivselsundersøgelse:
I november 2018 blev den årlige børnetrivselsundersøgelse på dagtilbudsområdet gennemført. Undersøgelsen, som baseres på et elektronisk spørgeskema, henvender sig til alle 4-6 årige i de kommunale børnehuse samt i de selvejende institutioner og puljeinstitutionerne i kommunen. Overordet set kan man ud fra resultaterne se, at der er høj trivsel i børnehusene. Således svarede 89 % af børnene, at de er glade for at gå i børnehave. Selv om det er et mindre fald fra 91 % i 2017, kan det godt konkluderes at den høje trivsel er fastholdt. På spørgsmålet "Har du nogen venner i børnehaven?" svarer 96 % "Ja" til dette, hvilket er en stigning i forhold til 2017, hvor 90 % svarede "Ja". Derudover er det positivt, at der er sket en markant stigning i andelen af børn, der ikke savner nogen at lege med i børnehaven. Denne andel er steget fra 44 % i 2017 til 57 % i 2018.
Nyt projekt Børneliv i Sund Balance er udsprunget af KLs Center for Forebyggelse i Praksis. KL har inviteret Frederikssund Kommune til at deltage. Eksisterende indsatser i sundhedspleje, dagtilbud, skoler, foreninger og andre lokale aktører bidrager i høj grad til at fremme børns muligheder for at spise sundt, være fysisk aktive, trives i inkluderende fællesskaber og holde en vægt i balance. Der er dog udfordringer i forhold til at nå̊ børn og familier med færre sociale og økonomiske ressourcer, og det er derfor nødvendigt både at tænke nyt og at styrke indsatsen i forhold til disse børn og deres familier.
Socialdemokratiet ønsker med budgettet for 2020 at gøre et godt dagtilbud endnu bedre.
For at styrke arbejdet med den tidlige indsats øges normeringerne på 0-6 årsområdet, så̊ der i gennemsnit er tre 0-2 årige børn og seks 3-5 årige børn pr. voksen. Den øgede normering indføres med virkning fra 2020, hvilket betyder, at den øgede normering vil være fuldt indfaset i 2020, så̊ hurtigt som det er muligt at rekruttere pædagoger.
Når man ser henover 2019, så har der været fokus på børnenes trivsel som jo omhandler alt, trivsel i sig selv er vigtigt, uden trivsel kan man ikke ret meget, det er svært at lærer nyt og udvikle sig. Vi skal passe på vores børn, men vi må ikke glemme vores pædagoger, de skal også trives, trives pædagogerne så smitter det af på børnene.
I 2020 skal vi se på børnehusene og deres indeklima mm. Vi skal sikre et godt arbejdsmiljø for vores børn og voksne.

Fritids- og kulturudvalget har generelt haft et godt og positivt arbejdsklima med enighed i mange sager.
Fritidspolitikken har der været arbejdet med hele året i samarbejde med vore samråd (kulturen, Idrætten, spejderne, aftensskolerne). Et første udkast blev hældt af brættet inden sommerferien, da vinklen ikke rigtig passede. Et nyt udkast, der er inspireret af Vejle kommunes idrætspolitik, ramte mere rigtigt. Essensen er, at vi både vil ’prale med’ det vi kan og fortælle om det vi gerne vil fremover. Desuden vil der indgå nogle fakta bokse og det vi allerede gør. Denne form blev godt modtaget både i samrådene, forvaltningen, udvalget og byrådet. Samrådene har henover efteråret givet input til målsætninger, som fremlægges for udvalget i feb. måned. Politikken forventes vedtaget i marts/april 2020.
Udvalget var helt enige om både Dramaskole og Billedkunstskole og besluttede at oversende disse to ønsker til budget 2020. Anderledes tøvende var dele af udvalget i forhold til Egnsteater. Der er gennem 2019 blevet holdt en hel del møder for at kvalificere tanken og for at forstå, hvad et Egnsteater kan og skal. I den sidste ende valgte den socialdemokratiske gruppe at sende Egnsteater ind i budget forhandlingerne – og med positivt resultat til følge. Vi får nu et egnsteater i Frederikssund Kommune omkring Parkteatret.
Kultur- og havnebadet blev en udfordring, da der ikke var nogen af de fem indbudte firmaer, der i den sidste ende kom med et tilbud på etableringen. Henover sommer og efterår har der været mange drøftelser (og mange frustrationer) herover. Status er at Kultur- og havnebadet bliver taget med i forårets drøftelser om de kommende års anlægsinvesteringer.
Svømmehallen er forsinket, som de fleste ved. Årsagen til forsinkelsen har været drøftet flere gange mellem kommunen og firma, der vandt entreprisen. I den sidste ende anlagde firmaet en voldgiftssag. Status er af der er udsigt til et bekosteligt forlig, som forventeligt betyder, at svømmehallen står klar til indvielse sommer 2020. 
Årets kulturpris blev – modsat i 2019 – finansieret af udvalget selv (i 2019 sponserede Tømrermester Chris Kristensen prisen pga. Vinge-kollapset). Det var et enigt udvalgt, der valgte at give prisen til Ulla Madsen, der bl.a. har været kasserer i Frederikssund Festival i mere end 30 år og medlem af Kulturrådets bestyrelse i nærmest ligeså mange. Prisoverrækkelsen skete udenfor Langes Magasin samme dag som Fr.sund Teaterfestival startede.
Teaterfestival blev i år bredt ud i hele kommunen, som de lokale teatre (udøvende såvel som arrangerende) har ønsket med et lidt anderledes koncept end tidligere år. Festivalen varede fire dage (to-sø) med en dag i hver af de største byer. Tanken var at dagene skal gå på skift fra år til år. Successen var begrænset, hvilket primært skyldtes mangel på ressourcer, da festivalen lå blot et par uger før broindvielsen, hvilket optog alle ressourcer i kultur og fritidsforvaltningen i august og september.
Kronprinsesse Marys bro blev indviet sidst i september. Allerede i starten af året, blev det besluttet at lægge opgaven med koordinering hos kultur og fritidsforvaltningen, da det er dem/os, som har kontakten til foreningslivet. Desværre fulgte der ikke mandskab med beslutningen. Broen blev indviet og det gik godt – det mest dramatiske var, at der ikke måtte sælges øl til åbningen. Som kuriosum kan det nævnes at udvalgsformanden blev interviewet i God aften Danmark på TV2 om sagen. Tilfældigvis lige foran Carlsberg og i vikingetøj.
Driftsaftale med Elværket har været drøftet gennem hele året. Her har udvalget været ret uenige, så der har været en del knaster, bl.a. vedrørende betaling for brug af huset, eksterne arrangementer og udvendig vedligeholdelse, men til sidst lykkedes det at få enderne til at nå sammen og en aftale faldt på plads inden julefreden sænkede sig.

Social og sundhedsudvalget har kæmpet for en del socialdemokratiske sager gennem året.
Tandplejen blev i 2019 styrket og samlet på tre matrikler fordelt på begge sider af fjorden. Formålet har været at styrke tandsundheden og give vores børn og unge den bedste kvalitet.
Handicap- og Psykiatripolitikken blev godkendt og arbejdet med at få de gode intentioner i politikken gjort til virkelighed blev påbegyndt. Medio 2020 vil der være en plan for Botilbudsområdet, som kan indgå i budgetforhandlingerne. Vi er meget optagede af at få en god politisk proces med stor borgerinvolvering, så vores fremtidige Botilbudsområde får de rigtige størrelser på bo enhederne og tilbyder de rigtige former for støtte.
Samarbejdsaftalen vedr. Frivillig økonomisk rådgivning blev forlænget, hvilket er rigtig godt, da der er stigende behov for at hjælpe borgere med at overskue økonomien.
Handicapforholdene i Frivillighedsstedet er ikke i orden, hvorfor vi er rigtig glade for, at der i budgetaftalen for 2020 er afsat penge til at flytte stedet til Lundevej og dermed give Frivillighedsstedet et løft og en ordentlig tilgængelighed for alle.
Vi vil gerne have, at kommunen møder borgerne i øjenhøjde med et blik for at hver borger er forskellig og har individuelle behov. Derfor er der igangsat et arbejde med at få forenklet vore kvalitetsstandarder og at få arbejdet med sproget og kommunikationen i det hele taget. Dette gælder også for ældreområdet.
De fleste udgifter på Socialområdet er forbundet med lovgivningen, og kan derfor ikke “styres” på samme måde, som områder, vi som politikere selv beslutter. Socialområdet er derfor under stort økonomisk pres, og der arbejdes hele tiden med at gøre tingene smartere og mere enkle. Budgetaftalen for 2020 og årene frem indeholder en opjustering af budgettet til Socialområdet, så budgettet passer med de faktiske udgifter. Det er vi meget tilfredse med. Det samme gør sig gældende på ældreområdet.

Velfærdsudvalget måtte i 2019 se at det nye friplejehjem Attendo blev taget i brug. Vi følger plejeboligkapaciteten tæt, da vi kan se, at vi så småt begynder at få for mange egne kommunale plejeboliger i forhold til det behov, der er. Vi skal i 2020 drøfte, hvordan vi griber denne situation an. I Socialdemokratiet er vi tilhængere af, at man kan blive tilbudt en plejebolig i de store byer, da vi ved, at de ældre gerne vil blive boende i nærheden af det område, de kender og har tilknytning til.
Revision af integrationsstrategien har været længe undervejs. DF har ønsket at hjemsendelse skulle være en væsentlig del af strategien. Vi har arbejdet med at undgå dette og er lykkedes hermed, hvilket vi er rigtig glade for.

Vækstudvalget har haft en række tunge emner på dagsordenen i et forgangne år.
Vi har haft en lang og tung proces omkring kommunens Erhvervs- og Vækstpolitik, hvor de politiske synspunkter mellem de borgerlige og os Socialdemokrater har været noget forskellige for at sige det diplomatisk, men efter et års tovtrækkeri lykkes det at blive enige. Politikkens overordnede målsætninger er at vi med udgangspunkt i Frederikssund Kommune og kommunens erhvervsliv, skal tage en række initiativer, de skal sikre fortsat vækst/beskæftigelse og udvikling.
Vi har også forhandlet og aftalt principper for Jobcentrets arbejdsmarkedsindsats i Kommunen i forhold til Beskæftigelsesplan 2020. Principperne tager afsæt i, at alle kan og skal bidrage, at unge skal have en uddannelse, at folk skal opkvalificeres ved ledighed, at tidlig og aktiv indsats er nødvendig, samt at vi også skal arbejde med virksomhederne for løbende at tage del i de der har særlige udfordringer, men også hjælpe til at fastholde.
Det går heldigvis godt for virksomhederne her i kommunen, og det er en enestående chance for at få så mange med på arbejdsmarkedet som muligt. At flytte folk fra lediggang og offentlig forsørgelse, til et aktivt arbejdsliv, er både til gavn for den enkelte, men også kommunens økonomi.
Som bekendt er der kommet en ny Erhvervsfremmelov, der blev gennemført af den tidligere regering. Lovens indhold, er et opgør med den måde Erhvervsindsatsen tidligere har været ansvarsfordelt, mellem kommuner, regioner og staten. Loven indeholder også initiativer i forhold til nye og andre krav til kommunernes håndtering af turismeindsatsen. Det betyder store omlægninger i Frederikssund kommunes erhvervsindsats, da en del af de ting vi tidligere har fået tilskud til ikke fortsætter, da det fremover skal håndteres i Erhvervshuse og de tilknyttede filialer af samme. Den organisatoriske afklaring ikke er endelig på plads endnu, vi forventer det sker i 1. halvår af 2020, og derfor har vi afsat 2020 til en genforhandling af kommunens kontrakt med Frederikssund Erhverv.
På turismeområdet vil der også ske ændringer. Kommunerne vil ikke fremover få tilskud til rene kommunale turistaktiviteter. Der skal i stedet oprettes 15 til 25 såkaldte destinationsselskaber, som kommunerne fremover skal være en del af, så kommunerne på tværkommunal basis kan indgår samarbejde om turismestrategier. I den forbindelse har vækstudvalget haft møder med to destinations selskaber: Visti Nordsjælland og Visti Fjordlandet. Vi har valgt at satse på et samarbejde med Fjordlandet fremover. Også på dette område forventer vi i 2020 at få indgået nærmere aftaler på dette område.

Teknisk Udvalg samt Plan- og Miljøudvalget har mange sager, som lapper over/støder op til hinanden samt støder en masse mennesker. Især Plan og Miljøudvalget er et hårdt udvalg at være i og hvor vi igen og igen er nød til at sende sagerne videre til byrådets behandling. Sjældent har det kunnet ændre beslutningerne, men det skaber under alle omstændigheder offentlighed om de mange hovedløse dispensationer, som ikke bare kan ændres i fremtiden. Jeg kan i flæng nævne Thorstedlund, Bi-lidt-grunden, boligbyggeriet på Servicegaden, hvor en stor del af Foght Sørensen – området ryger, Fællesmagasinet, Meransletten og kvarteret omkring Lærkevej, hvor bygherre nu vil helt i højden. Meransletten er en ulykkelig sag. Selv om Frederikssund Kommune ikke fik medhold i deres sagsbehandling i Ankestyrelsen, gav de alligevel byggetilladelse. Og farcen fortsætter her i 2020 med nye ansøgninger om dispensationer fra lokalplanen, stik imod intensioner for området. Skulle de ændres, burde det være til natur. Også naturen, naturplejen og den Grønne plan har stået for skud i det forgangne år. Ingen planer er blevet gennemført til stor frustration for mange af os. Det var dog et enigt byråd der til allersidst stemte ja til planerne for Fioma-grunden. Til det sidste fastholdt vi, at der burde bygges både boliger og lokaler til kulturelle formål, men sådan bliver det ikke. Nu er der et projekt på vej, der forsøger at bevare end el af de gamle bygninger og integrere dem i den nye, varieret bebyggelse. Det tegner lovende. Planstrategien har også været genstand for mange politiske drøftelser og vi endte med at komme i mål. En hel ok plan for kommunens fremtid. Digerne eller manglen på samme har givet mange hovedbrud i årets løb. Efterhånden er det et par år siden, at Bodil kom på besøg og det kan undre, hvorfor at der endnu ikke står nogle færdige diger rundt omkring. Lovgivningen er kompleks og forvaltningen undskylder sig med for få kræfter. Politisk er der sat de fornødne midler af til at få sammenskrevet de nødvendige projektforslag mv., så vi presser på.
Kommunens nye Klimastrategi står vi samlet om. Den indeholder håndfaste målsætninger og skal nu udmøntes i en konkret Klimahandleplan her i 2020. Det er klart, at det er nødvendigt med en CO2 reduktion også her lokalt. Klimarådet bliver den naturlige sparringspartner. Det er også lykkes at få alle med på at tilslutte os kampagnen Giftfri Kommune/haver, selv om det holdt hårdt. Ordet gift, var giftig for en del af den borgerlige flok. Heldigvis har vi kunnet sætte flere cykelstisprojekter i gang efter budgetvedtagelsen, også stien til Kulhuse, som fik en million at starte op på. Det har krævet vedvarende pres. Et vedvarende pres som vi oplever fra mange sider omkring trafiksikkerhed og ikke mindst parkering og fart. Parkeringsreglerne blev som de er på trods af, at det koster kommunen og farten er der ikke fundet vægtige tiltag til at få sat ned. Der er jo et had/kærlighedsforhold til bump, brosten, vejindsnævringer og alle er utilfredse. Utilfredshed var der også med den sidste busbestilling, som fik fredet flexturene, fik tilført de manglende midler og gjort busbetjeningen bedre for en stor mængde af passagerer. Kyndby Huse fik både en skolebus samt en kommunebus, men ville hellere have en ordinær bus og det samme gjaldt Dalby Huse. Dialogen består. Det samme gør dialogen omkring affaldssortering og håndtering. Frederikssund Kommunens borgere er gode til at sortere og de 23 nærgenbrugsstationer placeret rundt i hele kommunen gør det nemmere for en masse mennesker. Der er ny lovgivning på vej, så udviklingen af området fortsætter de næste mange år. Det gør udviklingen af antallet af rotter også. Kommunen har flere og flere anmeldelser og vi håber snart, at Novafors indgår i et tættere samarbejde om at holde rotterne nede i kloakkerne. Samarbejde skal vi også stadig med HedeDanmark. Mange af os havde sat vores lid til, at det kommunale kontrolbud ville give det resultat, at vi igen kunne står for vedligeholde af de grønne områder med meget mere. Det lykkedes ikke. HedeDanmark vandt både på pris og på bæredygtighed, men vi blev en flot nummer to.

Råd, nævn og bestyrelser fylder også i det politiske arbejde. Mange socialdemokrater sidder i Musikskolens bestyrelse, Movia, Rejsestaldens bestyrelse, Mad til Hver dag, Jægerspris Kraftvarme med mange andre steder og gør et godt og solidt arbejde på baggrund af de socialdemokratiske værdier. Vi er mange, der synes at det bør have en større vægt i offentligheden/byrådet og i 2020 tager vi hul på, hvordan vi sikre både kendskab og ejerskab til de mange beslutninger.

2019 var et godt og solidt år med fornyede kræfter efter et flot folketingsvalg. Med de nye kommunale rammer kan vi allerede nu se, hvor vigtigt det er med en socialdemokratisk regering for kommunen. Det samme gør sig gældende i forhold til borgmesterkontoret. Det er helt nødvendigt med A for bordenden. Der er nok at tage fat på i 2020 og 2021.