Første uge og så med corona

Blog - sendt til de lokale aviser

Det har været en spændende og travl første uge på borgmesterkontoret. Der har været mange ting, som skulle falde på plads, flyttes lidt om på og aftales på ny. Jeg glæder mig over den store åbenhed, tillid og det store engagement, som jeg har mødt, - også på min første rundtur rundt på Rådhuset og så glæder jeg mig til at komme ud af borgmesterkontoret til kommunens mange institutioner, foreninger, ildsjæle og lokale virksomheder.

Lige nu er det desværre coronaen, der sætter dagsordenen for mange af os i Frederikssund Kommune. Mange familiers jul og nytår var præget af corona enten fordi vi selv, eller nogen vi kender var syge, eller fordi vi tester og tester os i en uendelighed for at holde os selv og hinanden raske.
Der har aldrig været så meget smitte i Frederikssund Kommune som lige nu. Mere end 2 % af befolkningen i Frederikssund Kommune er konstateret smittet med corona inden for den seneste uge. Og sundhedsmyndighederne forventer fortsat stigende smitte i den nærmeste fremtid.
Der findes smittede i alle dele af kommunen og i næsten alle aldre. Den gode nyhed er, at der stadig er forholdsvis få smittede blandt vores ældste borgere, og kun enkelte smittede borgere er indlagte på hospitalet, så selv om mange af os, som er vaccinerede, vil kunne få sygdommen uden de store mén, så må og skal vi holde smitten i ave af hensyn til vores ældste, syge og sårbare borgere. Derfor er det ikke muligt for mig at tage rundt, hilse på og være med i dagens opgaver, - endnu.  

Godt 80 % af borgerne i Frederikssund Kommune har fået to stik, og rigtig mange borgere har også taget imod tredje stik og det er jo også forsigtighed, vacciner og test, der skal få os igennem vinteren med færrest mulige restriktioner. Byrådet arbejder på, at forbedre adgangen til test i Frederikssund Kommune. Derfor er vi også glade for, at Region Hovedstaden netop har flyttet sit PCR-testcenter til Nygade 16 i Frederikssund. En mere central placering i forhold til offentlige transportmuligheder og med plads til flere podere. 

Den gode nyhed er også, at stort set hele kommunen holder åbent. Børnene går i dagtilbud og skole. Vi kan dyrke idræt, svømme eller gå på biblioteket. Jobcentret, genoptræningscentrene er i gang, og vi kan besøge pårørende på plejehjem og sociale tilbud. Medarbejderne gør deres yderste for at passe på borgerne. Gyldigt Corona pas og hyppige tests, skal være med til at holde smitten fra døren.

Jeg ser frem imod, at vi kommer ud af coronaens skygge. Vi har efterhånden lært at leve med coronaen og at undgå smitte er svært, men ingen af os ønsker os tilbage til sidste års øde gader og isolerede liv. Derfor håber jeg, at alle passer godt på sig selv og hinanden, og at jeg snart kan komme rundt og mødes ansigt til ansigt. 

Rigtig godt nytår til jer alle 

Tina Tving Stauning (A)
Borgmester
Frederikssund Kommune