Min tale til Thomas Ulrik Wester, prismodtager af Handicapprisen 2023, Frederikssund Kommune den 4. december 2023. Afholdt på Klintegården.
Kære alle sammen.
Så er det igen blevet tid til at uddele Frederikssund Kommunes Handicappris. Så godt at se så mange til overrækkelsen af Frederikssund Kommunens Handicappris 2023. Prisen uddeles hvert år på FN’s Internationale Handicapdag den 3. december. I år faldt dagen på en søndag, så derfor uddeles den i dag i stedet. Jer har set at nogen kommuner allerede har uddelt deres pris og tror at andre følger efter, så denne formiddag er ikke et helt dårligt valgt tidspunkt.
Byrådssalen er desværre optaget i år, så tak fordi vi måtte være her i så fine omgivelser.
Prisen gives til en person, en organisation, forening, virksomhed eller sted, der har ydet en særlig indsats for personer med handicap, psykiske eller sociale udfordringer. Alle borgere, foreninger og virksomheder i Frederikssund Kommune har haft mulighed for at indstille en kandidat til prisen.
Frederikssund Kommunes Handicapråd har modtaget indstillingerne og har udvalgt vinderen af prisen. Og nu I er her - tak for jeres vedvarende indsats i Handicaprådet. Det er en styrke at have et aktivt og vedholdende handicapråd, som forholder sig til den politiske dagsorden og de mange borgeres ekstra udfordringer. Tak for jeres arbejde.
Indstillingerne til årets Handicappris 2023 vidner om, at der i Frederikssund Kommune er mange der gør en forskel for mennesker med handicap og psykiske eller sociale udfordringer. Mange tak for det. Jeg har været listen igennem i forhold til tidligere modtagere, og det er et godt selskab med ildsjæle, virksomheder og enkelt personer, der tager ved og har bidraget mere end positivt. Handicapprisen for 2023 går også i år til en sand ildsjæl, som har ydet en helt særlig indsats for at skabe forståelse og livskvalitet for borgere med sindslidelse.
Jeg er særlig glad for, at vi med Handicapprisen denne gang kan anerkende en indsats for psykisk syge og sårbare. Det ligger fint i tråd med, at vi nu i Frederikssund har en samlet handicap-og psykiatripolitik. Og så har I nok regnet ud, at Handicapprisen for 2023 går til formanden for SIND i Frederikssund, dig Thomas Ulrik Wester.
Kære Thomas: Gennem dit arbejde som formand for lokalforeningen SIND gennem snart 14 år, har du arbejdet engageret og utrætteligt for at give psykisk syge og sårbare et godt liv. Men dit engagement går længere tilbage og det samme gælder ikke mindst din tro på recovery og det aktivt at deltage.
Jeg husker hvordan vi omkring 2008 arbejdede med Vi satser på mennesker og muligheder. Med hjertet, det røde hjerte, over mennesket. En sætning og et grundlag, som alle i psykiatrien havde med sig - netop i hjertet. Du var med. Og med var du også, da I i SIND 2010 gav mig årets SIND-pris. Tallerkenen har jeg stadig. Du var med. Jeg husker hvordan idrætsforeningen Vikingerne havde 13 tilbud på 5 dage. Du var med. Hvordan vi kæmpede for at få et frivillighedssted. Du var med. Og hvordan der blev skrevet læserbreve i valgkampen 2017 sammen med Lars Strange, som desværre ikke er her mere. Du var med. Hele vejen og med grundholdningen - at acceptere nuet og have håb for fremtiden.
Som bruger af psykiatrien har du selv et solidt kendskab til alle udfordringerne. Erfaringer du har formået at bruge aktivt som frivillig i arbejdet med psykisk syge og sårbare borgere. Dine erfaringer kommer alle medlemmer til gode, når SIND eller Frivillighuset laver aktiviteter. Der har været et væld af aktiviteter igennem årene. Som eksempel kan jeg blot nævne SINDs udflugt til den gamle militærbase på Holmen, eller jeres arrangement med besøg af sognepræsterne i Frederikssund kirke, som fortæller, hvad kirken kan tilbyde socialt udsatte og psykisk sårbare borgere. Og der er altid et solidt socialt element i jeres aktiviteter, som giver deltagerne mulighed for at mødes i trygge rammer.Sådanne aktiviteter er med til at sikre, at borgere, medlemmerne af SIND og pårørende kan deltage i stærke fællesskaber.
På den måde har du medvirket til at forøge livskvaliteten hos mange, mange mennesker. Du har om nogen løftet dig ud over egen hverdag - for andre. Jeg har læst i avisen, at du nu efter mere end 14 år på formandsposten siger stop og efter endnu flere år som aktiv frivillig. Det kan jeg godt forstå. Det er mit håb, at der vil komme nye gode kræfter til både i SIND, omkring Vikingerne, i Brugerrådet i Frivillighuset, hvor du er en højt skattet referent på møderne, ved jeg. Nye kræfter som fortsætter dit gode arbejde
Og så skal jeg også nævne, at indstillingen er foretaget af bestyrelsen i Bedre Psykiatri Frederikssund.
Endnu en gang stort tillykke til dig, Thomas. Du fortjener om nogen prisen. Tillykke!