Jeg er så glad for min cykel

Klumme i Hornsherred Lokalavis uge 35 - 2023

Imens jeg skriver dette, banker mit hjerte og pulsen har fået et skub opad. Jeg har igen været ude på min cykel. Fundet de små smutveje og nået hurtigere frem end hvis jeg havde taget bilen. Det regner ikke. Der er kun let blæst. Jeg elsker min røde cykel. Ja faktisk har jeg hele to. Både en med en stor kurv foran og en med batteri. Hvor er man bare heldig.

Cykelfeberen har taget om sig. Forleden lørdag var jeg til Kids Tour. En event for børn mellem 3 år og 10 år. I år på Kalvøen ved Frederikssund by. Det havde selvfølgeligt regnet en hel del, men store vandpytter var ingen hindring. Regnbukser og gummistøvler sikrede at tæerne var varme og tørre, og det var en fryd at se de næste 200 børn møde op på deres cykel. Være med i de forskellige løb. Få tjekket bremser og kæde. Hygge sig og tage del i opvarmningen. Selvfølgelig alle med cykelhjelm på i alskens udformninger og farver. Og tro mig. Der var god fart på, når den lille dreng på sin løbecykel satte fra start. Far eller mor havde svært ved at følge med rundt på ruten. Det er så dejligt at cykle uanset om man er stor eller lille.

Hvert år holdes der også cykelevent for alle skolebørnene. Også her oplever jeg igen og igen, hvordan børnene går op i at cykle efter færdselsreglerne og det glæder mig, at så mange lærere også bakker op omkring deres elever, og at så mange hold rundt fra hele kommunen deltager. Det er sejt at få så mange 4. klasser i gang med den lille cyklistprøve og sejt at få en 6. klasse til at cykle fra Skibby til Torvet i Frederikssund og retur igen. Jeg er imponeret og det er Rådet for Sikker Trafik også. Vi havner igen og igen i guld-ligaen for indsatsen.

Imponeret bliver jeg selvfølgelig også, når Vingegaard tager den gule førertrøje og vinder Tour de France. Hvilken præstation. Selv jeg, som normalt ikke sidder klistret foran TV-skærmen til alle cykelløb, bliver draget og må lige se, om det virkelig lykkes. Igen. Det får dog ikke mig til at farte ud på en racercykel hver weekend eller hver aften, som mange, mange heldigvis gør. Med høj fart rundt op og ned ad det kuperede smukke landskab, som vi har i Hornsherred. Her er så fint og velegnet til at træne og nyde. Blot vi andre så lige holder lidt ekstra øje med at svingene ikke skæres og at der opstår farlige situationer.
 
Når Post Nord Danmark Rundt ruller gennem Hornsherred, som sidste fredag, er der imidlertid helt styr på sikkerheden. Det er et kæmpe set up. Rullende afspærringer. Masser af Politi og følgebiler. Og mange af os, som står i vejkanten og lige skal have et glimt af rytterne imens de drøner forbi. Løbet bliver bare større og større og det er da fantastisk at have sådan en begivenhed rullende igennem vores kommune. Hansen Is og Hornsherred er også knyttet tæt sammen og hele 800 deltagere var i år samlede til Hansens Cykelløb. Nu for 7. gang. Også her var farten høj og hyggen stor. Vores kommune og Hornsherred viser sig fra sin allerbedste side. Jeg forstår godt at mange finder hele vores området attraktivt og fint. Også til at cykle i.

Jeg er så glad for min cykel, men jeg lader de andre om den høje fart og lycraen. I stedet kører jeg og min dejlige kæreste gerne rundt og nyder de små veje. Stopper op. Ser ud over landskabet og fjorden. Nyder udsigten fra bænken. Spiser den medbragte frokost og glæder os over, at vi bor lige midt i den allerdejligste natur. Turene har været mange. Op igennem Nordskoven. Forbi de tre ege. Ud af Revelinen og til Kulhuse og tilbage af den nye cykelsti. Ned langs fjord af fjordstien. En afstikker til Rosenhaven i Gerlev. Og mod Skuldelev. Rundt omkring. Østby, Sønderby og Selsø, som aldrig lader en uberørt. Eller den anden vej. Hammer Bakke. Ud til færgelejet og op ad Fjordstien. Smuk natur. Marker, skrænter, vegetation. Og ja pludselig har vi kørt mange kilometer, selv om det ikke var hensigten. Jeg med el og Arne uden. Det er en af de bedste måder at holde fri på. Jeg er så glad for min cykel.

Nu er mit hjerte faldet til ro. Jeg sidder og ser alle de smukke steder i Hornsherred for mit indre. Men der er ikke mere tid til at sidde og dagdrømme om fjordkig, marker, landsbyer og skov. Der er endnu en opgave i kalenderen. Jeg når let frem. I dag igen på cykel.
Jeg er så glad for min cykel.