Af Borgmester Tina Tving Stauning til Hornherred Lokalavis uge 52, 2024
Ved nytår får jeg ofte en fornemmelse af både taknemmelighed, glæde og forventning. Glæde over alt det, vi alle har fået gjort og nået i årets løb og stor forventning til det kommende år, som helt sikkert bliver lige så spændende som det, vi forlader.
Igennem året har jeg nydt de mange små og større begivenheder. Lige for lidt siden holdt Skibby Kino sit 40-års jubilæum – det gav mange minder og stor stolthed omkring, at biffen stadig lever og lever godt. Og i den anden ende af Hornsherred har jeg været til flere forskellige arrangementer i blandt andet Kulhuse, hvor færgesnakken stadig vejer tungt, men også ønsket om at udvikle hele området, ”nu man kan cykle helt herop”, som en sagde så sigende. Og på begge sider af Herredet kæmpes der med at få digerne til at blive en realitet, så vandet kan lukkes ude, når det er nødvendigt. Så mange frivillige kræfter tager ved. I idrætsforeninger, i grundejerforeninger, omkring vand og fjernvarme, omkring Kulturlivet. Ja der er mange ildsjæle og meget godt levet liv i Hornsherred.
På det politiske område er der sket rigtig meget i 2024. For at starte helt overordnet, var det et enigt byråd, der i oktober vedtog kommunens budget for 2025. Det er ikke nemt at nå et fælles resultat med så mange lister og partier, men alle var indstillet på at bøje sig mod hinanden, så vi fik en budgetaftale med både velfærd og skattelettelse. Og i enighed for 3. år i streg. Det glæder mig rigtig meget.
Arbejdet med det gode borgerforløb har været givende, og nu er endnu et såkaldt paragraf 17, stk. 4- udvalg startet. Denne gang om Skuldelevs, kommunens femte største bys fremtid. Der har været stor tilslutning til arbejdet og det bliver spændende hvilke anbefalinger udvalget kommer med.
Mange andre af de politiske beslutninger igennem året har stor betydning, men jeg kan desværre kun nævne få; hjemtagelsen af rusmiddelbehandlingen, hvor vi 1. maj slog dørene op til vores nye stofrådgivning på Lundevej i Frederikssund. En lokal og nær stofrådgivning til de unge og voksne, der har et problematisk forhold til stoffer. Vi har også styrket tilbuddet til børn og unge i psykisk mistrivsel, da vi den 1. november åbnede Young Mind. Et tilbud, der kan sætte ind tidligt, inden problemerne vokser sig større.
Sygefravær og ventetider på flere områder er nedbragt, og der er igangsat flere lokalplaner, blandt andet for et DSB-værksted i Vinges erhvervskvarter. Det betyder nye lærlinge- arbejdspladser.
Og så har vi i Byrådet lavet en ny forsøgsordning. Alle over 15 år kan nu indsende et borgerforslag og hvis forslaget opnår 300 stemmer, skal det behandles i Byrådet. Det har allerede kastet en række spændende forslag af sig, som man kan se på www.vi.skaber.frederikssund.dk.
En af de store begivenheder i 2024 var den længe ventede åbning af kommunens nye Kultur- og Havnebad. Det var nærmest en folkefest på kulturhavnen i Frederikssund. Hundredvis af mennesker var mødt op for at se og prøve badet. Brugerne har taget rigtig godt imod Kultur- og Havnebadet, der nu er i gang med sin første vintersæson. Lidt udfordringer med vandmænd blev løst og nu bades der på livet løs. Der er dejligt ved alle de mange steder ved fjordene. Nye shelters er kommet til og vores lange kystlinje byder på så mange fine oplevelser året rundt.
På en anden kulturel front har vi kunnet glæde os over fest og god musik ved blandt andet Snake City Jazzfestival i Slangerup og Frederikssund Festival samt ved de mange by-arrangementer. Vores foreninger, kultursteder og medborgerhuse leverer masser af kvalitet, bevægelse, hygge og godt samvær. Vores fritidsliv er rigt her i kommunen!
Klimaet er et område, vi har vedvarende fokus på. I årets løb er udrulningen af fjernvarmen begyndt i St. Rørbæk, Vinge og den sydlige del af Frederikssund. Det giver boligejere mulighed for at skrotte ældre olie- og gasfyr til gavn for klimaet. Også i Skibby har kommunen godkendt et borgerdrevet projekt for at skabe lokal fjernvarme. Jeg håber, at der bliver tilstrækkelig opbakning til alle projekterne.
I årets løb har vi godkendt det kystsikringsprojekt, der fremover skal beskytte Frederikssund Digelaugs forpligtelser i midtbyen mod oversvømmelser. Det bliver en højvandsmur langs havnekajen med kunstneriske elementer og ophold, og bliver dermed et rekreativt element på havnen. Også i Hyllingeriis er der fremdrift i kystbeskyttelsen, og selv om der endnu er meget at gøre, kan vi glæde os over disse projekter, der hver især er vigtige for at beskytte boliger og værdier mod højvande. Det skaber tryghed.
Der bliver bygget meget nyt i alle de fire store byer og naturligvis også i Vinge. I løbet af sommeren 2024 har vi fået flere hundrede nye borgere mange steder i kommunen.
Vinges indbyggertal vil stige i de kommende mange år. Derfor har vi planlagt etablering af et børnehus i Vinge, og samtidig er vi i gang med at undersøge finansieringsmuligheder for en skole. Der er solgt mange byggegrunde her, og vi er i dialog med interesserede investorer om at engagere sig i Vinge. Det bliver spændende også at følge denne bys udvikling de kommende år.
I november deltog jeg i årets erhvervskonference. Her diskuterede vi blandt andet, hvordan vi gør det så attraktivt som muligt at starte og drive virksomhed i Frederikssund Kommune. En spændende konference, hvor vi kom langt omkring erhvervslivets behov, ønsker og muligheder. Tak for alle de gode input på dagen og fra de mange virksomhedsbesøg, som jeg har været på.
De næste par år bliver travle. Mange nye reformer og ny lovgivning skal igangsættes i kommunen, og de får stor betydning for mange borgere. Den grønne trepart, Sundhedsstrukturreformen, Ældreloven for blot at nævne et par stykker. Jeg vil også se frem til at Willumsens Museum åbner i 2025. Der arbejdes på højtryk for at skabe bedre forhold for de besøgende og for opbevaring af museets mange værker. Ligeledes er Selsø Slot mere end godt på vej.
Og så er 2025 jo et valgår. Den 18. november 2025 skal vi til kommunalvalg i Danmark. Jeg håber på en høj valgdeltagelse og kan slet ikke forstå, at der allerede er gået 3 år siden sidst. Tiden løber, og der er så meget byrådet gerne vil.
Tak for samarbejdet i 2024 og rigtig godt nytår.