Tale ved Sankt Hans 2023 på Kalvøen
Kære alle
Hvor er det dejligt at se så mange mennesker her på Kalvøen. Jeg har glæder mig. Selv om bålet er langt mindre end vi er vant til, så er fællesskabet om midsommernatten stadig her.
Jeg holder så uroligt meget af Kalvøen med de mange, mange forskellige aktiviteter og de smukke udsigter over fjorden. Det er i sandhed et område vi skal værne om og passe på. Lige som vi skal passe på de fællesskaber, som kun kan bestå, når vi har respekt for hinanden…og viljen til at tage ansvar, bidrage og værne om. Tonen er til tider meget hård på de sociale medier – når vi ikke kan se hinanden i øjnene og samtidig oplever jeg at Frederikssundere igen rykker sammen og har vilje og overskud til at tage fat. For området. For foreningen. For fællesskabet. Tak skal I have for det.
Sankt Hans er vores fælles hyldest til de lyse sommernætter, fjorden og fællesskabet. Vi rykker sammen i bålets skær og nyder – det er så godt for sjæl og krop.
I gamle dage samlede man lægeurter og dyrkede frugtbarheden Sankt Hans aften. Man drak af helbredende kilder og blive rask igen og ja - bryllupper står i kø her i juni. Der er håb og der er glæde.
Og midsommerfesten var jo så meget andet end bål og hekse til Bloksbjerg. Det var og er måske stadig en magisk og fortryllet fest på det tidspunkt, hvor naturen er på sit højeste med blomster og bær, grøn og frodigt, -og i år så tørt at bålet er skrumpet og at vi hver især skal passe på.
Sankt Hans er fest og sammenhold og en dejlig tradition, som vi helst vil fejre sammen med andre. Traditionen med Sankt Hans har mange tråde ud til hele verdenen og det giver os mulighed for sådan en aften at huske på, at vi aldrig er os selv nok, At vi aldrig får det nemmere eller bedre ved at lukke af for andre – hverken mennesker eller ideer, drømme eller virkelighed.
Derfor rykker vi også tættere på hinanden i Europa, når krig og ødelæggelse rykker tættere på.
Vi vil fred her til lands, synger vi, og vi mener det.
I aften er det mit håb at vi både nu og fremover…også politisk… ser og værdsætter hinanden, det samfund vi har skabt og de fællesskaber, som vi har. Vi kan langt mere sammen end hver for sig og der er brug for alle. Jeg er ikke i tvivl om, at der er altid noget man er god til - og kan bidrage med. Venlighed, ordentlighed og tillid må være grundlæggende. Tilliden til at fællesskabet, friheden og demokratiet kan.
Lad os nyde aftenen her ved fjorden. Glæde os over den dejlige kommune, som vi lever i. Gribe muligheden for at hjælpe andre. Lad os forfølge vores drømme, uanset hvad og hvor vi kommer fra. Lad os kæmpe for en grøn fremtid. For at vores børn også kan opleve verdenen og for at vores unge kommer godt på vej.
Lad os nyde den magiske sommernat og møde verden med åbent og lyst sind - sammen.
God Sankt Hans til jer alle sammen!