Stor interesse Arne-pension

Læserbrev af Steffen Jensen, borgmester i Halsnæs (S), Tina Tving Stauning, borgmesterkandidat i Frederikssund (S) og Rasmus Stoklund, medlem af Folketinget (S)

Når man har slidt i hårde jobs og bidraget til vores fælles velfærdssamfund i mange år, skal man kunne gå på pension med værdighed, inden kroppen siger stop. Det er kun retfærdigt, at man efter et langt og hårdt arbejdsliv kan trække sig tilbage, inden man er helt nedslidt, og mens man er frisk nok til leg med børnebørnene og kan dyrke sine hobbyer og fritidsinteresser. Derfor forslog Socialdemokratiet før seneste folketingsvalg en ret til tidlig pension for dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.

I august i år kunne de første ansøge, og allerede efter den første måned har 16.000 personer benyttet sig af muligheden. I Nordsjælland er interessen også stor. 113 personer har allerede søgt i Halsnæs Kommune, og 130 personer i Frederikssund Kommune. Vi synes, at tallene taler for sig selv – der har været hårdt brug for en løsning for de danskere, som har arbejdet, siden de var helt unge.

Som socialdemokrater glædes vi over den store interesse. En ensartet pensionsalder for alle giver ikke mening, når arbejdsliv er så forskellige. Er man startet tidligt som faglært eller ufaglært med fysisk hårdt arbejde, skal man kunne gå lidt tidligere fra. Det er det eneste retfærdige og ordentlige. Vi er ikke i tvivl om, at ordningen kommer til at gøre en stor forskel for rigtig mange danskere – også for de mange ansøgere i Halsnæs, Frederikssund og resten af Nordsjælland.