Klumme til Hornsherred Lokalavis, uge 2, 2024
Da jeg så det gamle posthus var til salg, gik tankerne på langfart. Nej det var ikke det gamle posthus i bymidten, men det endnu ældre posthus på Stationsvej i Skibby. Netop på det posthus arbejdede jeg som ekstra-bud. Her lærte jeg at opsortere al posten i store reoler. At tåle jargonen blandt de garvede postbude. At pakke knallerten eller læsse cyklen med et stort læs amtsaviser, posten og småpakkerne, inden turen gik til for eksempel Skuldelev belæsset med det hele. Kræmmerpungen og regnskabshæftet samt stemplet var også med. Om lørdagen havde mange ekstra god tid til at få betalt deres regninger, og det ordnede posten også den gang, alt i mens der blev drukket en tår kaffe og hilst på og snakket. Jeg stemplede, tog imod penge, delte breve og aviser ud og elskede mit job som ekstra-bud.
Få måneder efter min ansættelse skulle posthuset flytte i nye lokaler. Et nyt og moderne posthus blev bygget i bymidten af Skibby, og lokalerne på Stationsvej blev rømmet. Nyt udstyr betød, at meget gammelt blev kasseret, og jeg var så heldig at få lov til at få den gamle møntbakke i træ, som jeg den dag i dag har sygrejer i. Et fint minde fra den gang, hvor alle skulle på posthuset ind imellem og fra en tid, hvor mønter og sedler var lige så almindelige som girokort, cheks og pakkerne fra Daels Varehus i ugerne, efter at det nye varekatalog var omdelt.
Med årsskiftet her i januar blev de sidste rester af min frimærkebeholdning værdiløse og kan ikke længere bruges til alle julekortene, som jeg stadig skriver til slægt og venner i Danmark eller til postkortene, som jeg holder af både at modtage og skrive, når turen går rundt i landet. Det har i øvrigt længe været med mere og mere besvær at finde både postkort og frimærker.
Jeg husker, hvordan min morfar i min barndom kom med små hæfter med eksotiske frimærker fra nær og fjern. Det var hæfter, hvor man forsigtigt kunne løfte mærkerne ud af, for at sætte dem i sit eget frimærkealbum, hvis man ellers havde råd eller havde en gavmild morfar. Jeg samlede på frimærker med katte og med roser og selvfølgelig på alle de danske mærker som kom. Det var mange, mange gode stunder med at lægge frimærker i blød for forsigtigt at kunne lade dem glide af kuverten. Tørre dem på en gammel avis, ordne og sortere. Og ikke mindst mange, mange stunder med at snakke om motiverne og de mange forskellige lande, hvor frimærkerne kom fra. Vi rejste i tanken, smagte på de fremmede navne og drømte om den store verden. Den tid er forbi lige som det næsten er helt slut med at have et postvæsen i Danmark.
Det Kgl. Danske Postvæsen kunne deres kram dengang. I gennem et helt år modtog jeg hver dag i mine tyvere et kærestebrev fra Sverige, og hver dag sendte jeg svar retur. Det blev til kilometervis af kærlige ord, og et var sikkert. Posten kom frem og til tiden, selv om der også blev drukket kaffe undervejs. Brevene har jeg endnu. Hvor mange mon i dag gemmer mails med et rødt bånd om? Hvor mange husker og kan genlæse et stykke af ungdommens solskin?
For mig er og bliver postvæsnet rødt, som det røde silkebånd om de gamle kærestebreve. Den røde postkasse er for mig symbolet på Danmark, men kan nu snart kun ses som en nostalgisk legepostkasse i blik, sikkert lavet i Kina. Mit elskede røde postvæsen blev for år tilbage til Post Norden og skiftede farve til lyseblå. Der blev længere og længere mellem postkasserne og endnu længere mellem besøgene ved min egen postkasse. Nu sat i skel og uden mulighed for at byde på en kop kaffe. Og desværre også længere og længere mellem, at modtageren rent faktisk får de hilsener, jeg stadig sender pr. brev til min datter i København eller som postkort hjem til min mor. Posten forsvinder og forsvandt på mange måder.
Tilbage er snart kun minderne og alle de lokale historier om de røde postbude. Om de skrappe og dygtige damer bag skranken på posthuset, som lærte en, at tallene skal stemme og pengene passe. Om de garvede postbude, som havde kørt den samme rute i årevis og derfor kendte alt og alle. Om omlægninger og afløsere. Jeg kan mange historier fra den gang.
Bliver længslen for stor, når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig bladre i mine frimærkealbum, genlæse gamle feriehilsener samt lange breve, og stadig slynger den røde postkappe, lavet af tykt filt, over skulderen og drager ind til Tivoli, hvor postbudene heldigvis stadig får lov til at køre rundt og rundt med chokolade i den sorte lædertaske. Putte en mønt ind under mit lykketal og håbe på gevinst. Så længe det´ varer ved.
Tina Tving Stauning