Klumme i Hornsherred Lokalavis - uge 42, 2023
Hilsen fra Kastaniealle
Egentlig foretrækker jeg foråret med alt det, som spirer og gror. Alt der pibler op ad jorden. Alt det lysegrønne, som giver fornyet håb om lyse nætter, sol, varm, grønne blade på træerne og hvid anemonebund i skoven. Måske hænger det sammen med, at foråret er den årstid, hvor jeg har fødselsdag. Hvor man igen kan gå i sandet med bare tæer og hvor alting vågner, strækker sig, blomstrer og dufter så lifligt. Ja egentlig foretrækker jeg foråret og bliver en lille smule mere stille, når efteråret kommer med sine kølige dage og kolde nætter, med mørket og lugten af muld, jord og forgængelighed. Mere stille og eftertænksom, når bladene bliver gule og brune og daler ned, når fuglene flyver væk, og kun få insekter er aktive og synlige, selv om efterårssolen stadig kan varme.
Alligevel er det så dejligt, efter et par dage med blæst, regn og indendørs sysler, igen at gå ud i haven og samle forråd og sanke. Plukke de allersidste og meget smukke georginer, roser og andre sent blomstrende blomster til en smuk efterårshilsen til vasen på det lille bord. Grave jordskokkerne op til en portion varm suppe med små ristede brød- og baconstykker på. Være hurtigere end egernet og sikre sig valnødder i rigelig mængde til både julen og resten af året, inden de er fjernet og gemt væk af det lille frække, charmerende dyr med den lange røde hale, som stadig er i fuld vigør. Forsigtigt plukke de flotte store grønne pærer lige i rette tid, så de hverken er for hårde eller melede. Nænsomt lægge spiseæblerne i kasser og bede til vejrguderne om at lade madæblet, Bella Boskoop-æblerne hænge, indtil den første nattefrost er kommet forbi. Ja når jeg sanker, glemmer jeg næsten, at dagene snart er så korte, at det er svært at nå at hilse på lyset, inden arbejdsdagen er omme. At det nu snart er tid for både vanter, halstørklæde og huen. At der stadig er måneder tilbage til, at dagene vender.
Men hov der ligger jo kastanjerne så fint på jorden i deres grønne kapsler, og jeg bliver som barn igen. Det på alle årstider så smukke kastanjetræ har nu igen drysset små og store gaver ud under sig. Hvor er de fine de brune kastanjer med de hvide pletter. Deres mange former. Deres skinnende brunmelerede overflade, som man kan pudse helt blank i ærmet. De fine grønne skaller. Jeg samler op og får lommerne fyldte og glemmer helt de stille tanker, men husker de utallige kastanjedyr og -mennesker, som jeg i tidens løb har lavet og de mange edderkopper, med farvede garnspind viklet rundt om de mange tændstikker, som i stor hast kunne vikle sig ud i en lang tråd for så igen møjsommeligt at blive viklet op igen. Nu nøjes jeg blot med at samle en stor skål og tage med ind til pynt og nå ja så en enkelt i jakkelommen. Tidligere troede man på, at det kunne holde gigten for døren. Ja det fortælles, at man på Bornholm kunne finde på at fylde lommen, og når så alle kastanjerne var blevet helt sorte, så mente man, at det havde trukket gigten helt ud. Og det galt navnligt ældre bønder, fiskere og søfolk, som gjorde brug af dette. Og jo det er ganske vist, læser jeg i Folk og Flora, som har samlet gammel viden om tidligere tiders brug af hestekastanjen.
Det flotte kastanjetræ, som om foråret står med de fineste hvide lygter. Som har de smukkeste store blade og som drysser brune diamanter ned, når efteråret er ved at sætte ind. Jeg læser, at hestekastanjen kom til Danmark i 1690erne som alle´-træer, og som træer, der gav føde til de store hjortebestande, kongen holdt. At veddet har været anvendt af drejere og instrumentmagere, snedkere og billedskærere til utallige fine møbler og brugsgenstande. At der kan laves fortræffelig vaskelud af de knuste frugter. At et vandudtræk kan bruges som stivelse til tøj, og at frøene kan bruges som lim for bogbindere. At man efter udludning af bitterstofferne kan bruge frømelet til fedning af høns og sammen med udskårne roer eller kålblade som udmærket foder til køer og får. De unge hjerteblade kan erstatte humle og er brugt som erstatning for tobak Og sidst men ikke mindst; mod håraffald gnides hovedbunden med et udtræk af knuste kastanjer i fransk brændevin. Jeg har stadig flere kastanjer, hvis du er brug for dem, men den franske brændevin må du selv skaffe.
Det er nu heller ikke helt tosset med, at årstiderne skifter og at det nu er efterår, når alt kommer til alt.
Hilsen fra en beboer på Kastaniealle.